Kvantespring
Episode 27 - Tilbudsræs vs. brandopbygning
Dansk retail er det sidste år gået tilbuds-amok. Men vi ser en tendens til at markedet flytter sig mod discount og billigere produkter. Vi kan se, at 50-60% af de danske husholdninger, når de køber ind, handler i discountsupermarkeder. Udsalgene fra de danske varehuse, on- som offline, bliver hyppigere og hyppigere i kampen om kunderne, deres gunst og ikke mindst deres pengepung.
Selv Google er ude at ytre, at Black Friday: “… er den periode af året, hvor forbrugerefterspørgslen er allerhøjest, og detailvirksomhederne har alt på spil,” siger Lise Elbæk-Jespersen, Googles detailhandelschef til Markedsføring.dk
Hun fortæller, at ud fra Googles data er søgninger på Black Friday og relaterede ord steget med 19 % i Danmark sammenlignet med sidste år.
På samme måde viser Dansk Erhvervs seneste e-handelsanalyse, at danskerne forventer at bruge flere penge i forbindelse med årets black friday end sidste år. I løbet af året har flere forbrugere endda udskudt køb, fordi de venter på tilbud. Alt sammen noget, de mærker hos Google.
Men hvad er vigtigst - at hægte sig på tilbudsræset eller have is i maven og fokuserer på sin brandopbygning? Og hvordan gør man så det?
Med i studiet er: Malene Langkilde, Rasmus Lehmann Hylleberg og Martin Graeser