Magtens Tredeling
Episode 161 - Højesterets skrappe dom over Bech-Bruun
Juraprofessor Michael Gøtze kalder Højesterets dom skrap og hård. Med dommen 20. november over advokathuset Bech-Bruun stiller Danmarks øverste domstol sig skulder ved skulder med SKAT og staten og indvarsler en ny skærpet ansvarsnorm for advokatstanden. Advokaten ”måtte have set” den komme, svindelen vi i dag kender som udbyttesagen, konkluderer Højesteret. Og advokater kan nu ikke længere bare levere legal opinions og indskrive standardforbehold, som så holder dem fri af erstatningsansvar, hvis den afgivne rådgivning bruges til at svindle.
Michael Gøtze har fulgt sagen længe og tæt - også i Landsretten hvor den rådgivende advokat blev frikendt. I denne episode udlægger han den altafgørende dom og konstaterer, at højesteretsdommerne med meget korte formuleringer glider hen over ansvaret, som advokater i sagsforløbet har forsøgt at lægge vægt på, at også Skat kan klandres. Men han fastslår efter flere nærlæsninger af dommen, at den ikke er en frikendelse af skattemyndighederne for ansvar.
Gæst: Michael Gøtze, professor i forvaltningsret på Institut for jura på Københavns Universitet.
Vært: Dan Poulsen