Podcasten DANSKVAND

Danmarks guld og den grønne trepart - episode 2
Danmarks Guld og den Grønne Trepart – Episode 2.
Forsyningsdirektør ser treparten som en fantastisk mulighed
Hvordan skifter vi fra at reagere – til at handle proaktivt for vores grundvand? Og er den grønne trepart en forstyrrelse eller en gevinst for vandselskaberne, der flere steder har en proces i gang med at beskytte indvindingsområderne i deres områder?
Dét og flere centrale spørgsmål stiller vi i anden episode af DANVAs podcastserie "Danmarks Guld og den Grønne Trepart."
Dorte Skræm, DANVAs fagleder for drikkevand, har inviteret Charles Nielsen, direktør for policy og regulering i EWI og bestyrelsesformand i TREFOR Vand, til en samtale om, hvordan vandselskaberne konkret kan bidrage til den grønne trepart – og samtidig sikre vores drikkevandsressourcer.
Charles peger på, at den grønne trepart gør det muligt at sætte handling bag ambitionerne og sikre grundvandet i samspil med lokal dialog og nye samarbejdsformer.
“Vi skal glæde os over det, der er kommet - en aftale. Der er nogle politikere, der har diskuteret det her i store detaljer over lang tid. Nu er der sat et mål om at nå noget inden for de næste 20 år, og der er sat en ambition om at have et grundlag, som er klar inden for det første år. Og det skal vi da grundlæggende bare glæde os over. Ved at få kørt det sammen over et års tid, og hvor opfattelsen ved os (vandselskaberne), ved kommunerne, ved landbruget, begynder at kigge i samme retning, det er en fantastisk ting, som jeg ser der".
Du får også indblik i:
* hvordan TREFOR arbejder med strategisk beskyttelse i indvindingsområder
* hvorfor grundvandsbeskyttelse stadig er den bedste – og billigste – løsning
* hvordan vandselskaber kan påvirke lodsejere i forsamlingshusene
* Og meget andet
Lyt med og bliv klogere på, hvordan samarbejde med lokale treparter kan bringe os tættere på rent drikkevand – og et Danmark med mere natur.