PÅ TUR

PÅ TUR


Gaarden

August 31, 2018

I Melsted lidt udenfor Gudhjem væver madkulturens fortid, nutid og fremtid sig ind og ud mellem hinanden. Den gamle gule femlængede gård med stråtag og toppede brosten er landbrugsmuseum. Der leger kattekillingerne mellem brændestablerne, man kan besøge de sortspættede grise i stalden, i køkkenet sidder en kvinde i bondedragt og runker sennepskorn, og de besøgende får et levende indblik i fortidens selvforsynede bondeliv.


I den anden ende af haven ligger det nybyggede Madkulturhus, hvor de bornholmske fødevareproducenter kan skabe opmærksomhed om de lokale delikatesser og mødes for at eksperimentere og udvikle nye produkter, der skal gøre Bornholm til en endnu stærkere fødevarefortælling. Samtidig kan turister, skoleklasser og bornholmere også få fingre og smagsløg i de bornholmske råvarer - ofte hentet på sanketure i skoven eller på stranden.


Gaardens formidlingschef Thomas Guldbæk viser rundt i svinestalden, æbleplantagen og madkulturhuset og tager os med til stranden for at finde smagen af Bornholm, og han fortæller, hvordan museets viden om fortidens madkultur kan bruges og udnyttes af nutidens producenter.

Gaardens leder Mikkel Bach-Jensen kalder - med et smil - Bornholm for gastronomiens Silicon Valley og forklarer, hvordan øen har skabt sig et stærkt brand som fødevareø og hvad Madkulturhuset betyder både for producenter, turister og bornholmere.

Madkulturhuset er støttet af Realdania gennem kampagnen Stedet Tæller - et prædikat, der om noget passer på Gaarden, fortæller Mikkel Bach-Jensen i dette afsnit af Realdania Podcast. Læs mere om Gaarden og Stedet Tæller på Realdanias hjemmeside https://realdania.dk/projekter/melstedgaard


Gaarden har åbent dagligt fra maj til august og afholder derudover arrangementer og kurser, hvor du kan lære at lave alt fra røget laks til kryddersnaps. Se mere i Gaardens kalender https://www.gaarden.nu/kalender/


Medvirkende:

Mikkel Bach-Jensen, Thomas Guldbæk og Stine Lea Jacobi

Realdania Podcast bliver produceret af Susanna Sommer