De Distribuerede Netværk er andet kapitel af Christoffer Kullenbergs Det Netpolitiske Manifest.

Den 29. oktober 1969 blev den første pakkeudvekslede besked mellem to computere sendt i et amerikansk militærprojekt kaldet ARPANET.

Pakkeudveksling indebærer at en digital meddelelse deles op i mindre dele, som frit kan vælge den mest fremkommelige vej til deres destination. Derudover forsynes pakken med kontrolinformation, som blandt andet angiver formatering, afsender og endemål.

På den måde udrustes hver meddelelse med instruktioner om, hvordan den skal sendes fra et punkt til et andet, nogenlunde ligesom informationen på en kuvert beskriver, hvordan et brev skal nå frem til sin rette modtager, og med hvilken prioritet.

Desuden indebærer pakkeudveksling at meddelelserne kan opdeles og indlejres i hinanden på vejen, på samme måde som en kuvert kan lægges i en anden for, via nye delstrækninger, at nå frem til modtagerdestinationen.

Den teknologiske fremgangsmåde for pakkeudveksling blev udarbejdet et par år tidligere i forbindelse med det igangværende atomkapløb. På bestilling fra RAND Corporation skrev den amerikanske ingeniør og matematiker Paul Baran i 1962 artiklen On Distributed Communications Networks, hvor de grundlæggende ideer om det distribuerede netværk blev præsenteret.

RAND, som var en slags tankesmedje i nært samarbejde med det amerikanske flyvevåben, blev hvert år tildelt store økonomiske tilskud af militæret, og kunne dermed nyde en tilværelse uafhængig af de konventionelle økonomier.

Det amerikanske samfund var i halvtredserne præget af en tiltagende frygt for atomkrig. For at forhindre et totalt kaos ved et eventuelt angreb, var det afgørende, at korrekt information kunne formidles mellem præsident, generaler og udstationeret personale ved missilanlæggene. Spørgsmålet var dog hvilken type infrastruktur, som ville overleve længst ved et militært angreb. Ifølge Paul Baran var svaret de distribuerede netværk.

Også Sovjetunionen byggede i denne periode sine første computernetværk med udgangspunkt i et højteknologisk missilforsvar. Men der så den teknologiske udvikling anderledes ud.

Det amerikanske ARPANET og arbejdet på RAND Corporation fandt sted på et fuldkomment antimarked; de militære kapitalstrømme i USA gjorde at teknologiforskningen aldrig behøvede nogen form for konkurrenceudsættelse.

I det hierarkiske sovjetiske bureaukrati var der derimod hele tiden kamp om, hvilke afdelinger, der skulle tildeles økonomiske midler, og udviklingen af datanetværk måtte derfor konkurrere med andre militære og civile projekter.

Da de sovjetiske videnskabsfolk begyndte at interessere sig for hvordan den planøkonomiske styring kunne drage nytte af datanetværk, gik de ud fra den samling af teorier, som går under benævnelsen kybernetik.

Ofte har kybernetikken, det vil sige læren om styring og kommunikation, været fremstillet som en amerikansk forskningstradition, men som anvendt teoridannelse i økonomi og samfundsplanlægning var den dog mest indflydelsesrig i Sovjet.

De sovjetiske computernetværk, som med afsæt i de kybernetiske teorier blev oprettet i tresserne, var decentraliserede men samtidigt hierarkiske. Tanken var at en central computer i Moskva skulle fungere som toppen af en pyramide. Den skulle derfra kommunikere med andre byer, hvor mindre netværk blev organiseret.

Det paradoksale i denne opbygning var at maskinerne i nettet til en vis grad kunne kommunikere uden om et centralt punkt, samtidigt med at informationen alligevel altid flød opad i hierarkiet.

Parallelt med det militære netværk byggede den sovjetiske stat også et kommercielt net, som havde til formål at overvåge den planøkonomiske produktion. Ved at indsamle så meget information som muligt søgte man blandt andet at forudsige trends i udbud og efterspørgsel på forskellige råvarer.

Det distribuerede netværk som Paul Baran havde skitseret i sin artikel adskilte sig