Fy for satan! Min venstre øreflip ligner en slagmark. Det er først nu jeg har fået kigget ordentligt efter i spejlet. Den er hævet op og er på størrelse med god dansk 20'er, huden skaller og drysser ned, der drypper stadigvæk rødbrun materie fra såret og hele øreflippen har farve som martyrblod.

Krigen ulmede for allerede fem dage siden - i form af en enorm bums, der var vokset frem på min øreflip. Samme dag landede jeg i Imam Khomeini Lufthavn i Teheran, Iran.

Den dunkede og hamrede som rekylet fra en glohed AK47. Der var ingen nåde. Foruden smerten og den tilhørende hovedpine fik den mig til at ligne jeg-ved-ikke-hvad. Folk i lufthavnen kiggede, men ingen gjorde noget. Jeg kunne for den sags skyld ligeså godt have gemt et kilo kokain i øret, og smuglet det ind i Den Islamiske Republik, uden at være blevet stoppet.

Det var en ung værnepligtig soldat, som stod bag paskontrollen. Jeg stak ham mit pas og en hilsen. Han kiggede på passet op på mig og tilbage igen. "Det klæder dig, at have fået overskæg", sagde den unge soldat. Jeg følte mig smigret og gik ned og hentede min kuffert, mens jeg holdt mig for mit dunkende øre. Jeg tror ikke, at han så det. I så fald er jeg stensikker på, at han ville have den gennem en metaldetektor og have en narkohund til at lugte til den. Jeg kunne se det for mig; hunden ville snappe til, lave hul og lappe materien i sig, og jeg ville blive henrettet for opiumsmugling. Men jeg var heldig. Jeg blev ikke henrettet den nat.

Fem dage efter blev det simpelthen for meget. Bumsen, insektbiddet, svulsten eller hvad fanden det end var, var ved at vinde krigen. Jeg måtte have assistance. Først forsøgte jeg mig med et lægehus. Der ville de ikke hjælpe. Fjenden var for stærk. De var bange for at pille ved noget, og at infektionen så ville brede sig til resten af mit øre. Jeg blev henvist til et hospital, som er private i dette gudsfrygtige men gudsforladte land. Hospitalet skulle være mit kavaleri.

Klokken havde rundet 21, da jeg fandt hospitalet. For at komme ind på parkeringspladsen og videre ind på selve hospitalet måtte jeg gennem en port. Øverst på porten kunne man naturligvis se hospitalets navn. Men hvad mere interessant var; ude i siden kunne man se Revolutionsgardens logo. En strakt arm der holder en riffel. Aha, så de havde en finger med i spillet i denne kamp, der føltes som om, den handlede om liv og død.

Jeg gik igennem venterummet for at træde ind i et rum på størrelse med en telefonboks, der gjorde det ud for en slags receptionsrum. Der var tomt. Jeg henvendte mig til en vagt med et sløvt ansigtsudtryk. Randene under hans øjne havde for længst vundet krigen mod hans livsglæde. Han kaldte på lægesekretæren, som så endnu mere sløv ud. Hendes rande under øjnene havde været i besiddelse af atomvåben, da de massakrerede den sidste livsgnist i hendes øjne. Hun fik mit navn, alder, problemstilling og den slags.

Tilbage til venterummet. Der sad cirka ti mennesker. De så allesammen ud som om, de lå for døden. Enten fordi de var syge, eller fordi de var klar til at hoppe ud fra en bro. Et TV midt i lokalet haglede lys og lyd ud imod folk som en bazooka. Et skilt med røde og blå diodelygter blinkede: "Velkommen, Velkommen, Velkommen…".

Lige hvad man har brug for at høre, når man står på et hospital. Propagandaminister Goebbels ville have været stolt.

En lille slidt mand beklagede sig højlydt til en vagt. "Jeg har det elendigt, men har ingen penge nu. Kan jeg ikke se en læge og så afbetale det?". "Nix", var vagtens svar. Var det ikke folk som den mand, der gennemførte revolutionen, så Revolutionsgarden kunne tjene penge på et hospital som dette? Vorherre til hest! .

Jeg sad på en stålbænk, alá dem trænerne sidder på, når miniputterne spiller fodbold hjemme i Danmark. Derfra kunne jeg se ind i et konsultationsrum. Der sad en kvinde med en knægt på skødet. Han havde kulsort hår, monobryn og blod i hele sit s