Du skal til at krydse et forgængerfelt, da en aggressiv bilist drøner forbi dig centimeter fra at køre dig ned. Chokeret og rasende råber du efter bilisten, men alas! Med speederen i bund er bilen allerede langt udenfor høreafstand og efterlader dig lettere rystet tilbage. Tror du, at bilisten kørte en spritny Aston Martin eller en smadret Toyota Corolla?
Det har forskningen et ret klart svar på: Bilister i dyre, højstatus biler opfører sig markant mere aggressive og egoistiske i trafikken end bilister i billigere biler. Faktisk er bilister i dyre biler tre gange mindre tilbøjelige til at stoppe ved fodgængerfeltet end bilister i billigere type biler. Ligeledes har bilister i dyre biler fire gange større sandsynlighed for at afskære trafikanter i billigere køretøjer.
Andre undersøgelser viser, at rige studerende er mere tilbøjelige til at overveje at stjæle eller bruge ting, som ikke er deres, end studerende fra middelklassen eller lavere sociale klasser. Selv personer som blot bliver præget (primed) til at føle sig rige, tog i et eksperiment mere for sig af slik beregnet til børn end de som blev primed til at føle sig dårligere økonomisk stillet.

Er rige bare større røvhuller?
Du kan kalde det røvhul-effekten. Det begreb blev opfundet af den amerikanske psykolog bag flere af studierne, Paul Piff. (http://nymag.com/news/features/money-brain-2012-7/)
Fascineret af de første resultater begyndte Piff og hans kolleger at undersøge, hvad der skabte den dårlige opførsel. Var det ofte røvhuller, der blev rige? Eller fremelskede rigdom røvhul-tendenser?
Det viste sig hurtigt, at det er selve tankerne om at blive velhavende, som skaber en følelse af “because I'm worth it†- du begynder at føle dig bedre og mere berettiget til goder end andre. Jo rigere du er, jo mere tilbøjelig er du til at være enig med udsagn som “jeg føler at jeg fortjener mere end andre mennesker." Og det har en målbar effekt på adfærd, der som følge af det bliver mere egoistisk.

Et samfund af røvhuller
I takt med at vores samfund bliver rigere og forskellen mellem rige og fattige bliver mindre, går disse adfærdstendenser langt ud over den individuelle sfære. , mindre empatisk og mindre villig til at tage sig af de sårbare i samfundet.
Fx sagde et flertal af de amerikanske republikanere, at de fattige i USA havde det for nemt. Samme tendens ser vi i Danmark, hvor vi dagligt læser om de dovne arbejdsløse og diskuterer forskellige økonomiske straffe for at få dem ud på arbejdsmarkedet.
Den større følelse af berettigelse blandt de rige kan ogsÃ¥ føre til oprør mod skattesystemet og det rimelige i at oprette skatteskjul. Det er logikken i “jeg har fortjent det†og “hvorfor skulle jeg spendere mine hÃ¥rdt tjente penge pÃ¥ de dovne samfundsnassere?â€
Kort og godt, så er velstand i sig selv med til at fremavle holdninger imod omfordeling og for privilegier.

Økonomisk ulighed gøder egoismen
. Mens der er enkelte filantroper som Bill Gates og Warren Buffett, er den form for generøsitet fra de rige på ingen måde normen. - altså, jo mere man har at give, jo mindre tilbøjelige er man til at hjælpe.
Fx viste en række laboratorie undersøgelser af Vohs, at velhavende var mindre tilbøjelige til at hjælpe en person i nød. Uden for laboratoriet fandt Piff, at de rige donerede en mindre procentdel af deres rigdom til velgørenhed end fattige. Samtidig gav fattige oftere til velgørende organisationer målrettet de trængende, mens rige oftere donerede til højstatus institutioner som gallerier, museer og universiteter. Endeligt var tendensen, at .

På vej mod større ulighed?
Det er vigtigt at understrege, at det ikke er rige mennesker som er egoistiske, men snarere at de psykologiske virkninger af rigdom har en række egoistiske virkninger. Egoismen er en funktion af større velstand snarere end en iboende karaktertræk ved rige mennesker.
Og vigtigere endnu, så kan det overkommes! Piff fandt, a