Jeg ser pÃ¥ De radikales nye Morten Østergaard-reklame med teksten â€Ekstremister skal mærke vores Ã¥nde i nakken, ikke helt almindelige danskere†og konkluderer, at der i Danmark mÃ¥ være tale om tre grupper af mennesker:

1. Ekstremisterne

2. Helt almindelige danskere

3. Dem, der skal ånde ekstremisterne i nakken.

På pågældende udsagn siger intet om, hvem der er ekstremister. Det må vi tolke ud af den samfundsmæssige kontekst, og vores tanker ledes sikkert hen imod religiøse fundamentalister (gerne muslimer), der kunne finde på at begå ’terror’. Den anden gruppe af mennesker er de ’helt almindelige danskere’.

Hvis man ser bort fra det åbenlyse problem i, at kulturel identitet knyttes til nationalstaten, står betegnelsen ’helt almindelige danskere’ uklar. Reklamesloganet giver os kun lidt hjælp. ’Helt almindelige danskere’ må ses som en modsætning til ’ekstremisterne’.

Og hvis ekstremisterne er de religiøse fundamentalister (gerne muslimer), der kunne finde på at begå ’terror’, må de ’helt almindelige danskere’ være de mennesker, der ikke er religiøse fundamentalister, og ikke kunne finde på at begå ’terror’. Men det er stadig er uklart og forvirrende, hvem en ’helt almindelig dansker’ er TWEET, så derfor må vi bevæge os videre til den sidste gruppe af mennesker: Dem, der skal ånde ekstremisterne i nakken.

Denne gruppe mÃ¥ adskille sig fra ekstremisterne, da man ikke kan Ã¥nde sig selv i nakken. Det kan ligeledes heller ikke være de ’helt almindelige danskere’, da de jo gÃ¥r fri af at blive Ã¥ndet i nakken og dermed ikke er inkluderet i dette â€voresâ€, som skal Ã¥nde ekstremisterne i nakken.

Eftersom det er de radikale, der stÃ¥r som afsenderen af reklamen, og der stÃ¥r â€voresâ€, er det oplagt at sætte lighedstegn mellem de radikale og ’dem, der skal Ã¥nde ekstremisterne i nakken’, og da de radikale sidder i regeringen, kan vi ogsÃ¥ sætte lighedstegn mellem ’magten’ og ’dem, der skal Ã¥nde ekstremisterne i nakken’. Derfor mÃ¥ det ogsÃ¥ være de radikale (magten), der skal definere hvem, der er ekstremist og hvem der er ’helt almindelige danskere’.

Hvis dette er præmissen, må de radikale (magten) af gode grunde de facto adskille sig fra begge grupper: De er ikke ’ekstremister’ og de er ikke ’helt almindelige danskere’. Som vi allerede har set, er det eneste, vi kan udlede af betegnelsen ’helt almindelige danskere’, dem, der adskiller sig fra ekstremisterne, og dermed ikke kunne finde på at begå ’terror’. Her ender vi i lidt af en paradoksal blindgyde, hvis dem, der skal ånde ekstremisterne i nakken, samtidig adskiller sig fra dem, der ikke kunne finde på at begå ’terror’.

Vi må bevæge os videre. Jeg antager, at at ånde nogen i nakken ikke skal forstås helt bogstaveligt, men derimod i betydningen ’at overvågne nogen’. ’Nogen’ er ekstremisterne, det er klart. Men det må betyde, at der er to grupper af mennesker, der ikke skal overvåges: ’De helt almindelige danskere’ og ’dem, der skal ånde ekstremisterne i nakken’, som vi har fundet ud af er ’magten’.

Vi ender hermed med en mildest talt problematisk demokratiopfattelse: 1. ’Magten’ er ikke de ’helt almindelige danskere’, og derfor har ’de helt almindelige danskere’ heller ikke magten. TWEET 2. Dem, der har magten skal ikke overvåges. TWEET

 

Ingen