Der var engang, hvor visse former for ytringer blev straffet. Disse ytringer indebar det, som der i middelalderen – og senere i Danske Lov – blev kaldt â€lastefuld omtale af konge, kirke og religionâ€.

I Danske Lov (1683) bestemmes det at “Hvem som overbevises at have lastet Gud, eller bespottet hans hellige Navn, Ord og Sacramenter, hannem skal Tungen levendes af hans Mund udskæres, dernæst hans Hoved afslaaes, og tilligemed Tungen sættes paa en Stageâ€. Kropslige straffe kunne ogsÃ¥ anvendes i forbindelse med kritik af kongefamilien, regeringsformen eller kongens beslutninger.

Verden over var der blandt autoritære regimer forståelse for, at det ikke var en god idé at lade befolkningen ytre sig ubegrænset, såfremt man ønskede at beholde magten. Af samme grund var uønsket nytænkning og kritik ej heller at finde i pressen, det blev censureret væk.

Så kom oplysningstiden – ca. år 1690 til 1780-, og pludselig blev ældgamle forestillinger beskudt af logisk kritik. Det betød for eksempel, at man i denne periode i høj grad satte spørgsmålstegn ved dogmer og traditioner for, hvordan samfundet skulle være indrettet, og hvem der skulle have magten.

Det var geniale nytænkere som Spinoza og Voltaire, der banede vej for det som vi kalder ytringsfrihed i dag. De forstod, at mennesket havde en medfødt ret til at ytre sig, og at enhver stat der ønskede at begrænse denne ret, dermed begrænsede befolkningens frihed. I Ã¥nden af denne sandhed var det Oscar Wilde der sagde: “I may not agree with you, but I will defend to the death your right to make an ass of yourselfâ€.

I dagens Danmark – og i Vesten generelt – har vi gjort kært af oplysningstidens principper, og disse ses af god grund som grundstenene til vores frie og tolerante demokrati. Ytringsfriheden udtrykkes i grundloven sÃ¥ledes: â€Enhver er berettiget til pÃ¥ tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene.†(Danmarks Riges Grundlov, §77).

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMK) definerer ytringsfriheden som en frihed til at “give eller modtage meddelelser eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighedâ€. Ytringsfrihed er altsÃ¥ en garanti for, at befolkningen frit kan ytre sig inden for rimelighedens grænser, uden indblanding fra staten TWEET.

NÃ¥r det kommer til spørgsmÃ¥let om at begrænse ytringsfriheden, finder man sjældent blandt ortodokse liberale den holdning, at ytringsfriheden skal være absolut. For at besvare dette dilemma, kan man vende tilbage til John Stuart Mills berømte â€harm principleâ€. Han formulerer det sÃ¥ledes: â€The only purpose for which power can be rightfully exercised over any member of a civilized community, against his will, is to prevent harm to othersâ€. Med dette yderst liberale princip i tankerne, har vi i Danmark valgt at sætte enkelte grænser for ytringsfriheden, i hÃ¥b om at forhindre eventuel skade gjort mod andre.

Disse â€rimelighedens grænser†bestemmes af landets domstole, og omfatter blandt andet straffelovens § 266b, ogsÃ¥ kendt som â€racismeparagraffenâ€. Her kriminaliseres det, som pÃ¥ internationalt sprog kaldes hate-crimes: â€Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhÃ¥nes eller nedværdiges pÃ¥ grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 Ã¥râ€. § 266 handler om voldelige trusler, og disse er selvfølgelig ogsÃ¥ strafbare.

En sÃ¥kaldt â€blasfemiparagraf†kan ogsÃ¥ findes i straffeloven. I § 140 bestemmes det, at: â€Den, der offentlig driver spot med eller forhÃ¥ner noget her i landet lovligt bestÃ¥ende religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 mÃ¥nederâ€. Lignende blasfemiforbud kan findes i de fleste EU-lande.

I straffelovens 14. kapitel støder man pÃ¥ § 121. Her kriminaliseres verbale overfald af offentligt ansatte i tjeneste: â€Den, som med hÃ¥n, skældsord eller anden fornærmelig tiltale overfalder nogen af de i § 119 nævnte personer under udførelsen af hans tjeneste eller hverv eller i anledning af samme, straffes med bøde eller med fængsel indtil 6 mÃ¥nederâ€.

I lyset af det 21. århundredes terror-hysteri, har begreberne skiftet mening i politisk diskurs. Når ytringsfriheden er på tale i forbindelse med diverse terrorhandlinger, tales der ikke længere om retten til at ytre sig uden indblanding fra offentlig myndighed, men retten til at ytre sig uden indblanding fra private enkeltpersoner, der på den ene eller den anden måde føler sig ramte af pågældende ytring. Forskellen kan ikke understreges nok, og sidstnævnte er ikke, og bliver aldrig, en medfødt frihed.

Et populært eksempel frembragt af Pave Francis selv, â€If my good friend Dr Gasparri says a curse word against my mother, he can expect a punch in the noseâ€. Pavens voldelige reaktion ville i dette eksempel ikke være et angreb pÃ¥ Dr. Gasparris ytringsfrihed, og pÃ¥ samme mÃ¥de har diverse terrorhandlinger udført af private enkeltpersoner – trods deres yderst perverse natur – heller ikke været angreb pÃ¥ Danmarks ytringsfrihed.

Et reelt angreb på ytringsfriheden kunne ligne den førnævnte blasfemiparagraf, § 140, såfremt overtrædelser konsekvent blev retsforfulgt. Straffede staten alle landets Muhammed-tegnere, og Muhammed-tegning-spredere med bøde eller fængsel, kunne vi snakke om et angreb på ytringsfriheden. Det samme gør sig gældende, hvis en anden stat end Danmarks forsøgte det samme. Tegningerne er her dog stadig, og ytringsfriheden er intakt.

Alligevel skal vi gang pÃ¥ gang høre pÃ¥, at ytringsfriheden er truet af det, som de i politisk diskurs kalder â€selvcensurâ€. Selvcensur er – som det fremgÃ¥r af ordet – nÃ¥r man censurerer egne ytringer enten af respekt for sine medmenneskers følelser, og/eller af frygt for sine medmenneskers reaktioner. Jeg vil vove at pÃ¥stÃ¥ at selvcensur er en væsentlig del af at interagere med folk, der har andre holdninger end en selv, og dermed er det ogsÃ¥ en væsentlig del af, at begÃ¥ sig i et multikulturelt demokrati.

Debatterer jeg med en, der har en anden holdning til religion end jeg selv, bruger jeg selvcensur. Debatterer jeg med min bedstemor, bruger jeg selvcensur. Der er ikke noget galt med selvcensur, så længe det modsatte er tilladt. TWEET Og når jeg siger tilladt, mener jeg tilladt af områdets lovgivende institutioner, da ingen medfødt frihed nogensinde kan garantere, at dine medmennesker ikke bliver så berørt af det du har at sige , at de vælger at bryde loven, for også at berøre dig.

Lad os være realistiske og forsøge at behandle tingene som det de er, så vi kan undgå så vidt muligt at ende med en suppedas af principper, som vi rent faktisk ikke aner hvad betyder. Oplysningstidens frihedsidealer bekæmpede næppe flere tusind års undertrykkelse og censur, for at vi kunne trykke millionvis af Muhammed-tegninger, uden at forvente en vis voldelig reaktion fra private enkeltpersoner.

De forstod godt, at sådanne hånefulde og polariserende handlinger ikke er hverken sunde for et demokrati, eller eftertragtet af moralske individer. Ikke desto mindre er der ingen terrorhandlinger der har hjemme i vores demokrati, og ethvert brud på loven af så grov en karakter bør fordømmes uendeligt.

Ingen