Magtens Tredeling
Episode 32 - SPECIAL: paneldebat om legaltech: Buzzword eller trend?
Medvirkende: Kristian Kaltoft Nielsen, erhvervsjuridisk rådgiver hos Horten, Paw Fruerlund, juniorpartner hos Kammeradvokaten, Stine Jørgensen, prodekan ved Det Juridiske Fakultet på KUA og Mads Westh Jensen, cand. merc. jur., iværksætter og stifter af The Legaltech Company. Aldrig før har der været så meget fart på nye forretningsområder og nye startups i advokatbranchen. Flere både unge advokatfuldmægtige og erfarne advokater bryder med de traditionelle advokathuse for at forfølge deres egne innovative forretningsideer, mens de store advokathuse har sat fuld damp på øget specialisering og digitale løsninger.
Der er fart på digitaliseringen og i iværksættermiljøet har man kastet sig over legaltech, hvor man her arbejder med at sætte strøm til den gængse advokatrådgivning. Men er de digitale løsninger nu også så digitale, eller er det blot manuelle processer med strøm til? Er advokater overhovedet klar til at omstille egne processer til automatiserede løsninger? Eller er legaltech bare en døgnflue? I dag sætter vi strøm til diskussionen om legaltech. I dag har vi skiftet studiet ud med Atriet på Det juridiske fakultet på Københavns Universitet.